Hvor meget vægt må du køre med i din trailer eller campingvogn ifølge registreringsattesten og kørekortet?
Læs her om regler og se om du holder dig inden for reglerne
Ifølge registreringsattesten
Det fremgår af bilens registreringsattest, hvor meget den må trække. Dette står under punktet: “påhængskøretøjets største tilladte totalvægt m/bremser eller påhængskøretøjets største tilladte totalvægt u/bremser. Rent fysisk må man ikke læsse mere i traileren eller campingvognen, end op til den vægt bilen er godkendt til at trække.
Hvis du fx låner en campingvogn eller trailer, der ifølge registreringsattesten har en totalvægt over den vægt din bil må trække, kan du alligevel godt bruge den. Det kræver blot, at du kun fylder traileren eller campingvognen op til størst tilladte totalvægt, der fremgår af bilens registreringsattest.
Eksempel: Du låner en trailer med en egenvægt (det vil sige trailer uden læs) på 800 kg og en tilladt totalvægt ifølge papirerne (fuldt lastet) på 1100 kg. Ifølge din bils registreringsattest, må din bil kun trække 1000 kg. Du må derfor kun fylde traileren op til 1000 kg, selv om traileren er beregnet til 1100 kg. Det er nemlig bilens evne, der er afgørende og ikke trailerens. Samme princip gælder for alle påhængskøretøjer: Campingvogn, trailere, teltvogne mv.
Ifølge kørekortet
De fleste danske bilister har et kørekort til kategori B, hvilket giver ret til at køre en bil på højst 3.500 kg totalvægt. Du må altid køre med en anhænger på op til 750 kg totalvægt, hvis altså bilen er godkendt til at kunne trække en sådan vægt. Men er anhængerens totalvægt over 750 kg, skal begge følgende krav være opfyldt for at køre på kategori B:
1) Anhængerens tilladte totalvægt må ikke overstige bilens egenvægt +50 kg.
Her må du have fat i både bilens og anhængerens registreringsattest, for her kan du faktisk selv vælge, hvilket tal der skal bruges: Af bilens attest fremgår det fx, at bilens egenvægt er 1.025 kg, og at den pågældende bil må køre med en anhænger med største tilladte totalvægt på 1.050 kg. Men af anhængerens attest fremgår det, at dens tilladte totalvægt er 1.200 kg – altså over bilens egenvægt +50 kg, her i alt 1.075 kg. Nu kan du vælge at “køre efter” bilens registreringsattest med det laveste tal på 1.050 kg frem for anhængerens attest på de 1.200 kg.
Bemærk, at ved nyere biler står bilens egenvægt desværre ikke på registreringsattesten. I stedet for står bilens køreklare vægt, der pr. definition er bilens egenvægt + 125 kilo. Hvis det kun er din bils køreklare vægt, der står på registreringsattesten, skal du altså trække 125 kilo fra for at finde egenvægten.
2) Bilens tilladte totalvægt og påhængsvognens tilladte totalvægt må tilsammen ikke overstige 3.500 kg.
Her kan du igen vælge frit mellem tallene på bilens registreringsattest eller på anhængerens. I bilens attest står måske, at bilens tilladte totalvægt er 2.025 kg og anhængerens 1.600 kg – i alt 3625 eller 125 kg mere, end du må køre med i kategori B. Men på anhængerens attest står 1.300 kg som største tilladte totalvægt, så vogntoget holder sig på 3.325 kg – og du holder dig på den rigtige side af 3.500 kg grænsen.
Kan du af den ene eller anden grund ikke “holde vægten”, men overstiger B-grænsen på 3.500 kg, er der ingen anden udvej end at tage et trailerkørekort, der ikke indbefatter en ny teoriprøve, men blot nogle køretimer og en praktisk prøve.
Har man kørekort kategori B, og en bil hvor størst tilladte påhængsvognsvægt ifølge registreringsattesten overstigen egenvægten + 50 kg, er det en god idé at få ændret registreringsattesten således at største tilladte påhængsvognsvægt svarer til bilens egenvægt + 50 kg. Så glemmer man ikke hvor meget man må trække med bilen på B-kort.
Det er gratis at få nedsat påhængskøretøjets tilladte totalvægt i bilens registreringsattest. Det kræver kun en henvendelse til nummerpladeekspeditionen hos SKAT og kræver ikke, at bilen skal synes.
Regler for kørsel med trailer
Har du erhvervet dit kørekort til personbil 1. maj 2009 eller senere, gælder samme regler som ovenfor, men med den forskel, at det udelukkende er oplysningerne i anhængerens registreringsattest, der kan anvendes.
(Se mere på FDM.dk)